COVID-19: Kan jeg stadig få permanent opholdstilladelse, hvis min arbejdsgiver får tilskud til min løn?

Mohamad har spurgt, om det kan gå ud over hans muligheder for at få tidsubegrænset opholdstilladelse (permanent opholdstilladelse), hvis hans arbejdsgiver benytter regeringens hjælpepakke, så arbejdsgiveren får tilskud til en stor del af hans løn, imens han selv er hjemsendt fra arbejde.

For at kunne få permanent opholdstilladelse er der krav til beskæftigelse, og at man ikke har modtaget hjælp fra det offentlige inden for en længere periode. Vi vil ikke gå i dybden ind i de konkrete kriterier i denne omgang, da det ikke er relevant for spørgsmålet.

Den omtalte hjælp er begrænset til hjælp efter lov om aktiv socialpolitik og integrationsloven. Det vil eksempelvis omfatte udbetaling af kontanthjælp, uddannelsehjælp, overgangsydelse og selvforsørgelses- og hjemrejseydelse (tidligere integrationsydelse) samt enkeltydelser.

Boligstøtte fra Udbetaling Danmark og tilskud som udbetales som refusion til virksomheder er ikke omfattet af den hjælp, som har konsekvens for muligheden for permanent opholdstilladelse. Disse tilskud udbetales heller ikke efter ovenstående love. Af samme grund vil regeringens tilskud til Mohamads løn i forbindelse med hjælpepakken heller ikke få betydning for hans mulighed for permanent opholdstilladelse.

Det er vores vurdering, at arbejdsgiverens brug af hjælpepakken og Mohamads hjemsendelse heller ikke får konsekvenser i forhold til kravet om beskæftigelse, idet Mohammad bevarer sit ansættelsesforhold og sin løn.

Mohamad har i tillæg til spørgsmålet spurgt, om det ville være bedre at benytte sig af sin ret til dagpenge, der heller ikke har betydning i forhold til kravet om ikke at have modtaget hjælp fra det offentlige. Det er vores klare anbefaling at, at Mohamad beholder sit job, da det ikke vurderes at have konsekvenser for hans muligheder for permanent opholdstilladelse, at hans arbejdsgiver søger hjælp fra regeringen til hans løn. Samtidig vil en periode med dagpenge resultere i, at Mohamad får en periode, som ikke tæller med i forhold til opgørelsen af beskæftigelse i forhold til beskæftigelseskravet. Det kan også være sværere at komme i arbejde igen, hvis man først har ophørt et ansættelsesforhold.

Har du også et spørgsmål i relation til COVID-19, som du ønsker svar på, så er du velkommen til at kontakte os.