Nye satser på kontanthjælpsområdet fra 1. januar 2021

Satserne på kontanthjælpsområdet reguleres hvert år. De nye satser gældende fra 1. januar 2021 er kommet, og vi har stillet dem op i en tabel i et forsøg på at overskueliggøre de mange forskellige satser.

Du finder vores tabel for kontantshjælpsområdet her på vores hjemmeside under Ressourcer.

Tabellen indeholder satser for kontanthjælp, uddannelseshjælp, overgangsydelse og selvforsørgelses- og hjemrejseydelse samt aktivitets- og barselstillæg. Tabellen indeholder også satser for engangshjælp og danskbonus samt nogle satser som anvendes ved omregning af arbejdstimer og beregning af timefradrag.


Bemærk at billedet på denne side kun viser dele af tabellen. Følg linket i artiklen for at komme til vores ressource-side, hvor den fulde tabel kan downloades i pdf-format.

COVID-19: 225-timersreglen er midlertidigt suspenderet

Regeringen har med et flertal i Folketinget besluttet at suspendere 225-timersreglen frem til og med den 8. juli 2020. Suspenderingen gælder dog kun nye afgørelser.

Alle borgere som modtager kontanthjælp, uddannelseshjælp, overgangsydelse eller selvforsørgelses- og hjemrejseydelse (tidligere integrationsydelse) og er omfattet af 225-timersreglen får nu en forlængelse i forhold til at optjene timer for perioden 9. marts 2020 til og med 8. juli 2020.

Forlængelsen betyder i praksis, at ingen ydelsesmodtagere skulle have deres ydelse nedsat fra 1. april. Hvis en kommune allerede har truffet afgørelse om nedsættelse eller bortfald af en borgers ydelse fra 1. april, skal denne afgørelse trækkes tilbage. Mange ydelsesmodtagere kan også allerede have modtaget partshøringer om nedsættelse eller bortfald af deres ydelse fra 1. maj eller 1. juni, og disse vil også skulle trækkes tilbage, og borgerne vil i stedet modtage et udskydelsesbrev.

Suspenderingen består i indførelsen af en ny forlængelsestype og ikke en undtagelse. Det vil sige, at ydelsesmodtagerne får længere tid til at få tilstrækkelige timer inden for de seneste 12 måneder, hvor der normalt er et krav om 225 timers ordinært arbejde. Hvis en ydelsesmodtager efter 12 måneder med ydelse ikke har opnået tilstrækkelige timer, vil hjælpen enten nedsættes eller helt bortfalde. Den nye særlige type forlængelse giver mulighed for, at borgere kan optjene timer under forlængelsen og dermed have mere end 12 måneder til at få 225 timers ordinært arbejde. Normalt kan perioden udskydes ved f.eks. sygdom, men den nye forlængelse, som foreløbigt gælder frem til og med den 8. juli 2020 gælder alle borgere, som er omfattet af timekravet.

Idet der ikke er tale om en undtagelse for 225-timersreglen, vil ydelsesmodtagere, som allerede har fået nedsat deres ydelse forud for den 9. marts 2020, heller ikke få sat ydelsen op igen nu.


Hvis du har spørgsmål til 225-timersreglen eller andre spørgsmål, er du velkommen til kontakte os.

Nye sanktionsregler på kontanthjælpsområdet

Fra i dag – onsdag den 1. januar 2020 – gælder der nye sanktionsregler på kontanthjælpsområdet. De nye sanktionsregler gælder eksempelvis for modtagere af kontanthjælp, uddannelseshjælp og integrationsydelse.

De nye regler indebærer, at ydelsesmodtagerne fremadrettet skal vejledes på en ny måde for at kommunerne kan sanktionere for negative hændelser. Borgeren skal ved første samtale i jobcentret vejledes om konsekvenserne ved eksempelvis udeblivelse fra en samtale med jobcentret eller udeblivelse fra praktik eller sprogskole. Vejledningen skal gives mundtligt mindste hvert halve år og suppleres med skrifligt vejledning. Hvis der ikke er givet korrekt vejledning, må kommunen ikke sanktionere. Forud for den første samtale kan kommunen dog nøjes med i indkaldelsen at orientere om konsekvenserne ved udeblivelse fra samtalen.

De nye regler indebærer også, at det bliver lettere for den enkelte borger at forudsige de økonomiske konsekvenser ved ikke at følge aftalerne med jobcentret. Fremadrettet findes der kun fire satser for sanktioner, og den enkelte borger skal kun forholde sig til et af de fire beløb, da det er bestemt ud fra grundydelsens størrelse. Ifølge regeringen har der indtil i dag været 80 forskellige satser, som de fire nye erstatter.

Uddrag af lov om aktiv socialpolitik § 35, stk. 4:
Sanktionssatsen udgør i 2019-niveau:
1) 200 kr. for personer, som modtager hjælp efter §§22-25 på mindre end 5.500 kr. pr. måned.
2)  400 kr. for personer, som modtager hjælp efter §§22-25 på mindst 5.500 kr. og højst 9.700 kr. pr. måned.
3)  600 kr. for personer, som modtager hjælp efter §§ 22-25 på mere end 9.700 kr. og højst 13.200 kr. pr. måned.
4)  700 kr. for personer, som modtager hjælp efter §§22-25 på mere end 13.200 kr. pr. måned.

Ovenstående tal vil ikke blive reguleret hvert år, da det er besluttet, at tallene skal være delelige med 50 for enkelthedens skyld.

Eksempel: En kontanthjælpsmodtager, som modtager 11.554 kr. pr. måned vil fremadrettet blive sanktioneret med 600 kr. pr. dag, hvor han udebliver fra praktik.

Med de nye regler vil udeblivelser blive sanktioneret hårdere, da der regnes ud fra en fast takst i stedet for en gennemsnitlig daglig ydelse.


Denne artikel gennemgår kun udvalgte dele af de nye regler og kun i et begrænset omfang. Du er meget velkommen til at kontakte os, hvis du har spørgsmål. Hvis du modtager en afgørelse om sanktion fra din kommune, vil vi også meget gerne se afgørelsen igennem for dig og hjælpe dig med at vurdere, om du har grundlag for at klage.